Forbøn

Hver lørdag er to forbedere klar til at gå i forbøn for dig. Efter gudstjenesten vil de sidde ved et bord bagerst i kirken, og alle kan komme. Forbøn er ikke kun for modne og erfarne kirkegængere, men kan også være stedet, hvor man mærker Gud for første gang. Forbederne ønsker at formidle den kærlighed og omsorg for mennesker, der leder ind til Guds hjerte, hvor der findes kærlighed, tilgivelse og frelse.

Hvorfor bede og gå til forbøn?

Bøn er en samtale med Gud, hvor vi viser vores kærlighed til ham og udtrykker, at vi ønsker hans tilstedeværelse.

Forbederne i Cafékirken tror på de ord, som Jesus siger om bøn:
”Bed og du vil få” – Lukasevangeliet 11,9.
”Mirakler kan kun udføres ved bøn” - Markusevangeliet 9,29.

Vi er kaldet til at være Jesu vidner og Jesu hænder i vores kirke og vores by, men uden Helligåndens tilstedeværelse i hjertet har vi ingen kraft. Helligåndens kraft får vi kun ved bøn, og kirken kan kun udvikles og vokse gennem bøn. Jesus vil, at vi skal velsigne hinanden og vise kærlighed til hinanden ved at bede for hinanden. Derfor er bøn et af de vigtigste elementer i gudstjenesten.

Den første tirsdag og torsdag i hver måned er der mulighed for forbøn fra kl. 17-18.30 hos Edith og Allan Wiik, Digesmuttevej 10, 2970 Hørsholm. Tilmelding kan ske til Edith.

Kalender

facebook