Artikel fra Jyllands-Posten

Af Line Jakobsen
Jyllandsposten den 5. oktober 2004 

Cafékirken på Frederiksberg, som hører til Syvende Dags Adventistkirken, har skræddersyet gudstjenesterne til den yngre del af Storkøbenhavn. Og det virker. Caféens præsteteam mener at det skyldes de uformelle rammer og nærværet.

Det er ikke en kirketjener eller præst i kjole, som byder kirkegængerne i Cafékirken velkommen, men i stedet en brunøjet dreng siddende på trappegelænderet, der tager imod kirkens gæster: "Velkommen til Cafékirken, du skal bare op ad trappen."

Op ad pariservillaens trappe glider ca. 110 gæster. De hilser til højre og venstre, inden de sætter sig småsnakkende ved de små caféborde med en kop kaffe.

Det høje besøgstal og den snakkesalige stemning er ikke ualmindelig for Cafékirken. Til hver gudstjeneste valfarter børn, voksne og isør unge til kirken. I gennemsnit er der mellem 80 og 120 kirkengængere, hvilket ligger langt over Københavns Stifts besøgstal, som i snit er på 60 kirkegængere per gudstjeneste.

Ifølge Cafékirkens præsteteam, Betina Wiik og Frank Rechter, skyldes de store besøgstal, at Cafékirken har ramt et behov som folk ikke får dækket i den traditionelle kirke..

"Jeg tror, at folk kommer her på grund af musikken, omsorgen for hinanden, nærheden, og så fordi de kan mærke at Gud er til stede," siger Betina Wiik.

Cafékirken hører til Syvende Dags Adventistkirken og har valgt at skræddersy gudstjenesterne til den yngre del af Storkøbenhavn.

"Vi synger lovsange i stedet for salmer og har band i stedet for orgelmusik. Og vi fokuserer i det hele taget ikke på form, men hvad folk har brug for," siger Betina Wiik.

Musikken i centrum

I cowboybukser og farverig skjorte byder Betina Wiik gæsterne velkommen. Bag hende står bandet klar med dagens lovsange. Da bandet begynder, rejser samtlige gæster sig op og stemmer i med musikken. Alle kan synge med, fordi sangenes tekster bliver vist på storskærm.   

Da Betina Wiik og Frank Rechter sammen med andre unge i 1998 udarbejdede konceptet bag Cafékirken, var målet, at rammerne skulle være vante for folk.

"Det skulle ikke være som den traditionelle, hvor man nærmest skal med en tidsmaskine for at få åbnet kirkedøren," siger Betina Wiik.

Døbt i sø   

Modsat folkekirken praktiserer Cafékirken voksendåb, hvor man ikke kun får et par dråber i hovedet, men får hele kroppen unden vand. Symbolikken i det er, at man bliver begravet med sit gamle liv og bliver født på ny.   

Iførst våddragt og toner fra "Amazing Grace" blev Heidi Andersen for to år siden døbt i Sankt Jørgens sø.   

"Det er det fedeste, jeg nogensinde har oplevet, men det er også det vigtigste valg jeg nogensinde har truffet i mit liv," fortæller Heidi Andersen.   

Hun kommer fra en ikkepraktiserende kristen familie, men er kommet i Cafékirken i fem år.

En ny familie   

"Jeg har aldig haft jævnaldrende, som jeg har kunnet dele Gud og min tro med. Men da jeg tog på weekend med Cafékirken, var det ligesom at få en helt ny familie. For mig er de menneskelige relationer vigtige. Vi støtter jo hinanden i hverdagens problemer og glæder," siger Heidi Andersen.   

Heidi Andersen er og med i en af Cafékirkens ni cellegrupper sammen med fem andre. Gruppen medlemmer mødes hver tirsdag hjemme hos hinanden, og hovedmålet er at snakke om Gud og bibelen.   

"Vi har brugt et år på at læse Matthæus-evangeliet. Det er vigtigt for os at kunne forstå budskabet og kunne bruge det i vores liv," siger Trine Sauerberg, som også er med i cellegruppen.   

Alle cellegruppens medlemmer mødes også hver onsdag til menighedsaftener, hvor der er bibelundervisning, lovsang og middag. "Pulsen i at opbygge et fællesskab er dialog og diskussion og det, vi tror på," forklarer Frank Rechter.   

Eftermiddagens intense prædiken, hvor der både har været plads til vittigheder og alvorsord, slutter af med forbøn. Mens musikken spiller, og alle synger med, går folk på skift op til præsten.

Personlig forbøn

Præsten lægger en hånd på en piges hoved, mens han beder for hende. Det er ikke kun præsten, der beder. Rundt om i lokalet begynder folk at bede for hinanden.   

"Det er en meget stærk oplevelse, når folk beder en bøn for dig og kun dig. Første gang blev jeg meget berørt og måtte fælde en tåre," siger Heidi Andersen.   

Prædikenen er slut, men bliver stille siddende. Man kan mest af alt sammenligne situationen med, når en god film i biografen slutter: Oplevelsen skal lige bundfælde sig, før man igen kan rejse sig for at gå ud i den virkelige verden.